Ny cheftræner i FC Midtjylland præsenteres i morgen

0

FC MidtjyllandFC Midtjylland har fundet manden, der skal lede klubben fremover. Den nye cheftræner bliver præsenteret på et pressemøde i morgen.

I dag – blot syv dage før FC Midtjylland hjemme indleder sit titelforsvar mod lokalrivalerne fra Viborg FF – er cheftrænerstolen på MCH Arena tom.

Det ændrer sig dog i morgen søndag, hvor ulvene på et pressemøde klokken 10.00 vil præsentere klubbens nye træner. Det skriver bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, i et åbent brev bragt på FCM.dk.

”I processen med at finde den rigtige person har vi forsøgt at være grundige snarere end hurtige, fordi vi i Lars Friis og Brian Priske har haft to stærke ledere af spillertruppen. De to og det øvrige trænerteam fortjener en stor tak for det arbejde, de har leveret i overgangsperioden, og vi glæder til at fortsætte rejsen sammen med dem.”

”Vi har talt med kandidater i både ind- og udland, og jeg er overbevist om, at vi har fundet den rette mand. Ydmyg, kompetent og en ægte team-player med erfaring fra højeste niveau. Jeg er overbevist om, at der venter vores fantastiske klub mange flere euforiske øjeblikke i de kommende år,” skriver han i brevet.

FC Midtjylland er især blevet kædet sammen med amerikanske Bob Bradley som Glen Riddersholms afløser.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE