Frederik Tingagers kontrakt med OB udløber om et år, men forsvarsspilleren håber at fortsætte sin karrieren i den stribede trøje.
Frederik Tingager fik sit helt store Superliga-gennembrud i sidste sæson, hvor det i store dele af sæsonen lykkedes ham at forvise sin anfører Kenneth Emil Petersen til bænken.
Næste sommer udløber den 24-årige forsvarsspillers kontrakt med OB dog, men Tingager håber på at forlænge sit ophold på Fyn.
“Min situation er uafklaret, men jeg håber, at der kommer styr på noget. Jeg er utroligt glad for at være her og håber, vi kan finde en løsning. Vi har en god dialog om det lige nu,” fortæller Frederik Tingager til tipsbladet.dk og svarer på, hvorvidt en forlængelse er førsteprioritet:
“Ja, helt sikkert. Jeg er rigtig glad for at være her og føler, jeg har en masse at bidrage med samtidig med, at jeg kan lære endnu mere. Mulighederne her i OB er gode, og jeg kan sagtens se mig i det miljø, der er i klubben.”
Frederik Tingager skiftede til OB i januar måned 2016. Han har siden spillet 32 kampe for klubben.