FC Fyns offensive profil Jacob Schoop har gjort det godt hos fynboerne, og derfor har storebror OB handlet hurtigt og skrevet kontrakt med ham.
FC Fyn har valgt at tage afsked med en af klubbens største profiler i form af Jacob Schoop. Schoops kontrakt med fynboerne udløb i torsdags, men hans nye arbejdsgiver skal han ikke rejse langt til.
OB har nemlig skrevet kontrakt med den 22-årige offensive profil. Parterne har underskrevet en toårig aftale.
“Det er en ung, dynamisk spiller, som har spillet i FC Fyn og gjort det rigtig godt. Han har nogle rigtig gode fodboldmæssige kvaliteter: god boldføling, god i det korte pasningsspil, god oplægger, venstrebenet, og han sparker også udmærket på mål. At han så også er både ung og fynsk er blot en fjer oven i hatten,” forklarer cheftræner Henrik Clausen til klubbens hjemmeside.
Schoop får trøje nummer 16, og han glæder sig meget til at spille Superliga-fodbold på allerhøjeste niveau.
“Jeg er utroligt glad og stolt. OB er den største klub på Fyn, så det er det største man kan opnå som fynsk fodboldspiller. Jeg glæder mig meget til at begynde at træne og spille med mine nye holdkammerater,” siger Jacob Schoop.