
Foto: Shutterstock
Manchester Uniteds offensivspiller, Alexis Sanchez, bliver nu udlejet til Serie A-klubben Inter.
Efter længere tids spekulationer om Sanchez’ fremtid kom der torsdag klarhed over den.
Chileneren har skrevet under på en lejeaftale, som løber i resten af indeværende sæson. Det betyder, at den løber til den 30. juni 2020.
Alexis Sanchez skiftede til United i vinteren 2018, men den 30-årige offensivspiller fik aldrig sit store gennembrud i klubben.
I sidste sæson scorede han således kun to mål og leverede fire assists i 27 kampe for klubben.
Sanchez har tidligere nydt stor succes i netop Serie A. Det skete, da han repræsenterede Udinese i perioden 2008 til 2011, før FC Barcelona købte ham fri.