Nu er det endelig officielt: Esbjergs Peter Ankersen skifter til sommer til østrigske Red Bull Salzburg på en fireårig kontrakt.
Hele vinteren har det været en offentlig hemmelighed, at et Esbjerg-salg af Peter Ankersen til Red Bull Salzburg var nært forestående. Men bedst som aftalen altid så lukket ud, dukkede uventede problemer op.
Senest kom det frem, at handlen var ved at falde sammen, da man i Østrig skal betale moms af en spillerhandel, og parterne kunne ikke nå til enighed om, hvem der skulle dække de ca. 2,5 mio. kroner.
Men efter en del tovtrækkeri meddeler Esbjerg nu i en fondbørsmeddelelse, at man med Red Bull Salzburg er kommet frem til en købspris på den 23-årige landsholdsback, som fra sommer har fået en fireårig kontrakt med østrigerne.
“Det er godt gået af både Peter og EfB, at det for anden gang i denne sæson er lykkedes at sælge en af klubbens egne spillere til et så højt niveau. Vi har mødt Salzburg to gange i Europa League, og sportsligt er det et markant skridt opad for Peter,” siger EfB-træner, Niels Frederiksen, til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Vi har i efteråret 2013 ikke mødt et superligahold, der er i nærheden af at være så stærkt som Salzburg. Klubben passer enormt godt til Peters måde at spille fodbold på med fart og aggressivitet i det fremadrettede spil. Han vil få samme rolle som i EfB, blot på et højere niveau,” slutter Niels Frederiksen.
Esbjerg fB mener, at man efter salget af Ankersen, der fik sit store gennembrud i 2013 med flere flotte præstationer i både Superligaen, Europa League og på landsholdet, og købet af Martin Pusic og Michael Jakobsen forventer et overskud før skat på 2-10 millioner kroner i 2014.