
Foto: Shutterstock
Premier League-storklubben Arsenal har købt den portugisiske FC Porto-profil Fabio Vieira, som har fået kontrakt frem til sommeren 2027 med The Gunners.
Patrick Vieira er en legende i Arsenal, hvor den franske midtbaneklippe bar anførerbindet under storhedstiden i begyndelsen af 00’erne.
Og nu har The Gunners så præsenteret en navnebror til franskmanden, for klubben har hentet 22-årige Fabio Vieira i FC Porto.
Det meddeler Arsenal på sin hjemmeside tirsdag aften, og Mikel Arteta har dermed fået en forstærkning til den offensive del af midtbanen.
Den portugisiske U21-landsholdsspiller har fået en femårig kontrakt i Arsenal, som dermed binder ham frem til sommeren 2027.
Ifølge Transfermarkts oplysninger, så lyder transfersummen på 35 millioner euro, svarende til cirka 260 millioner kroner.
Vieira har fået sin fodboldopdragelse i Porto, og han nåede totalt set at spille 76 førsteholdskampe for klubben, hvor han scorede ti mål og leverede 18 assists.
Han havde en stor andel i Portos mesterskab i sidste sæson, da han leverede syv mål og 16 assists i 39 kampe.
Fábio Daniel Ferreira Vieira har endnu ikke fået debut for Portugals A-landshold, men han har hidtil spillet 21 kampe og scoret 13 mål for landets U21-mandskab.
Vieira får trøje nummer 21 i den engelske storklub, hvor han kommer til at konkurrere med navne som Martin Ødegaard og Emile Smith Rowe om spilletid.