Jores Okores konkurrent i det centrale Aston Villa-forsvar, Ciaran Clark, har fået en ny kontrakt frem til sommeren 2020.
Ciaran Clark spillede i sidste sæson 25 Premier League-kampe for Aston Villa, hvoraf flere af dem var med danske Jores Okore som makker i midterforsvaret.
Nu er den 25-årige irer så blevet belønnet med ny kontrakt, der binder ham til The Villians frem til sommeren 2020.
”Jeg er virkelig begejstret for at have skrevet under på en ny kontrakt. Jeg har været i Aston Villa, siden jeg var barn, og jeg ønsker at blive ved med at spille for denne fantastiske klub,” siger forsvarsspilleren til klubbens hjemmeside.
Aston Villa har også fundet sin nye anfører i dag. Således er Micah Richards blevet udvalgt som Fabian Delphs efterfølger.