Aston Villa har været på rov i Brentford, hvor de har hentet klubbens store offensive stjerne, Ollie Watkins.
24-årige Ollie Watkins rykkede ikke op i Premier League med Brentford, men han skal alligevel spille Premier League-fodbold i næste sæson.
Aston Villa har nemlig købt den 24-årige offensivspiller, som scorede 26 mål i sidste sæson og løb med titlen som årets spiller i Brentford.
Watkins har skrevet under på en femårig kontrakt med Aston Villa, som også har den tidligere tekniske direktør i FC København, Johan Lange, i klubben.
Transfersummen lyder efter sigende på en pris, der svarer til 230 millioner kroner.
“Efter den fantastiske sæson, som Ollie lige har haft, tror jeg, at de fleste af os indså, at der ville være enorm interesse for ham i transfervinduet,” siger Brentfords direktør Phil Giles til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi havde flere tilbud fra forskellige klubber, men Aston Villas aftale var god for alle parter. Jeg er sikker på, at Ollie beviser, at han er hver eneste pund værd, som er blevet betalt for ham.”
Ollie nåede at spille tre år i Brentford, som han skiftede til fra Exeter City.