
Foto: Shutterstock
Atletico Madrid meddeler på sin hjemmeside, at de har sikret sig det portugisiske stortalent Joao Felix fra Benfica på en syvårig kontrakt.
Et af de allerstørste talenter har for kort tid siden skiftet klub.
Der er tale om den kun 19-årige portugiser Joao Felix, som det seneste års tid har imponeret stort i Benfica, hvilket i sidste måned også kastede en debut på det portugisiske A-landshold af sig.
Men fremover skal Felix tørne ud for Atletico Madrid, som på sin hjemmeside meddeler, at de har skrevet en syvårig kontrakt med den ekstremt lovende offensivspiller.
Felix’ frikøbsklausul var egentlig på 895 millioner kroner, men da de spanske vicemestre angiveligt ønskede at betale i rater, er prisen steget til 940 millioner kroner.
I sidste sæson, hvor Felix altså for alvor gjorde opmærksom på sig selv, lavede han ikke færre end 20 mål i 43 optrædener.