Leandro Bacuna har forlænget sin kontrakt med Aston Villa med fem år, så den nu løber frem til sommeren 2020.
Leandro Bacuna kom til Aston Villa samme dag som danske Jores Okore i 2013, og siden sin debut har hollænderen imponeret i Birmingham-klubben.
Herfor er han nu blevet belønnet med en ny femårig kontrakt, der binder ham til Villa Park frem til sommeren 2020.
”Jeg er ekstatisk over at have underskrevet en ny kontrakt og forlænget min tid i Aston Villa. Jeg elsker at være her,” siger Leandro Bacuna til klubbens hjemmeside og fortsætter:
”Jeg føler, jeg kan udvikle mig her og vise mig værdifuld for holdet. Jeg tror på, vi har en lys fremtid foran os.”
Den 23-årige midtbanespiller har spillet 66 kampe i Aston Villa-trøjen.