FC Barcelona har udnyttet deres tilbagekøbsklausul på Gerard Deulofeu, der således forlader Everton til fordel for katalanerne.
FC Barcelona solgte i 2015 Gerard Deulofeu til Everton i en aftale, som indeholdt en tilbagekøbsklausul på cirka 90 millioner kroner.
Klausulen står til forfald i morgen, men i dag har Barcelona valgt at aktivere den, hvorfor de henter den 23-årige offensivspiller tilbage til Camp Nou, hvor han også fik sin fodboldopdragelse.
Den katalanske storklub skriver i en pressemeddelelse, at handlen vil blive gennemført i løbet af de kommende dage, idet de personlige vilkår mangler at blive forhandlet på plads. Deulofeu vil dog få en kontrakt frem til 2019.
Hvorvidt, den talentfulde spanier rent faktisk kommer til at spille en rolle i Barcelona i den kommende sæson, er usikkert. Flere medier mener at vide, at Barca overvejer at sælge Deulofeu videre med det samme for en profit.
Gerard Deulofeu nåede at spille 75 kampe for Everton. I den seneste halvsæson har han været udlejet til AC Milan, hvor det blev til 17 Serie A-kampe.