Aston Villas eftertragtede stjerneangriber, Christian Benteke, giver alle interesserede klubber en lang næse. I dag har han forlænget med Aston Villa.
Aston Villas målfarlige angriber, Christian Benteke, gjorde det klart tidligere på måneden, at han gerne ville sælges i sommerens transfervindue.
Nu er angriberen dog vendt på en tallerken. I dag har Aston Villa nemlig annonceret, at parterne har tegnet en kontraktforlængelse, der gælder frem til sommeren 2017.
“Jeg talte med manageren (Paul Lambert, red.), da jeg vendte tilbage til træningen, og det var en rigtig konstruktiv samtale. Jeg er meget glad for at være tilbage her i Birmingham og Aston Villa. Jeg er meget glad for at have underskrevet en ny kontrakt,” forklarer Benteke til Aston Villas hjemmeside og uddyber sin beslutning:
“Det er en fantastisk klub, som har givet mig meget. Nu skal jeg give tilbage til mine holdkammerater og fansene, som altid har støttet mig. Afslutningen på sidste sæson var rigtig god, og der er masser af tro på fremtiden. Så alle ved, hvad vi skal. Vi skal blive endnu bedre, og selv jeg kan også blive bedre end sidste år.”
Lambert udtrykker stor glæde over, at hans 22-årige angriber har valgt at blive i klubben.