
Foto: Shutterstock
Brøndby IF skulle ikke vente længe på at annoncere klubbens nye cheftræner, efter at de tirsdag annoncerede fyringen af Frederik Birk.
Birks erstatning er 45-årige Steve Cooper, der har en stor erfaring fra engelsk fodbold.
Cooper har signeret en treårig kontrakt med klubben.
Senest stod han i spidsen for Leicester City, som han blev fyret hos i november måned 2024.
Her var han manager i 15 kampe og endte med et pointsnit på 1,07.
Før dette var han manager i Nottingham Forest, hvor han fra 2021 til 2023 stod i spidsen i 108 kampe med et pointsnit på 1,44.
Inden dette var han i Swansea, som han i 105 kampe førte frem til et pointsnit på 1,61.
Hans bedste pointsnit opnåede han for Englands U17-landshold, hvor han var landstræner i 76 kampe fra 2015 til 2019 og sikrede et solidt pointsnit på 2,22.
Sportsdirektør: God kombination
“Steve er den sjældne kombination af ungdom og erfaring, vision og personlighed. Han er en mand, som kan favne en klub som vores og løfte både den enkelte spiller og hele klubben til et nyt niveau,” siger Brøndbys sportsdirektør Benjamin Schmedes til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi har et ønske om at accelerere vores udvikling, så vi kan nå de ambitiøse sportslige målsætninger, vi har og ikke mindst installere en vinderkultur i væggene på Brøndby Stadion. Det kræver en mentalitet, et lederskab og et par brede skuldre, som vi ikke er i tvivl om, Steve er i besiddelse af. Derfor er vi meget glade for, han har sagt ja til at samle udfordringen op.”
“Hans arbejde med unge spillere og nogle af de største talenter i verden er iøjnefaldende og endnu en grund til, han nu står som cheftræner i Brøndby IF. Vi er sikre på, at han kan være med til at bygge en endnu stærkere bro mellem Masterclass og førsteholdet og sikre fødekæden hele vejen igennem klubben.”
Cooper tiltræder, når hans arbejdstilladelse er på plads. Hans første opgave bliver en Superliga-hjemmekamp mod FC København på lørdag klokken 15.00.