Randers FC har fredag solgt den talentfulde angriber, Nicolai Brock-Madsen, til den engelske Championship-klub Birmingham.
Randers-angriberen Nicolai Brock-Madsen blev tidligere på ugen meldt tæt på russiske FC Ufa.
Skiftet til russisk fodbold bliver dog ikke til noget i denne omgang. Brock-Madsen er i stedet skiftet til den engelske Championship-klub Birmingham.
22-årige Brock-Madsen har sat sin signatur på en fireårig kontrakt med englænderne.
“Vi glæder os altid, når en af vores spillere får deres drøm om at komme til udlandet opfyldt. Omvendt kommer vi også til at savne ham. Men denne gang var det Brocks tur til at komme afsted og prøve kræfter med andet end Superligaen,” fortæller sportschef Peter Christiansen i en pressemeddelelse og uddyber:
“Brock har på alle måder båret Randers FC-trøjen flot, både på og udenfor banen. En fighter og en holdspiller af Guds nåde, der desværre ikke altid har fået den ros og kredit, han har været berettiget til.”
Nicolai Brock-Madsen nåede 108 førsteholdskampe for Randers FC, hvor det lykkedes ham at score 19 mål. Nu glæder han sig til de nye udfordringer.
“Det er et kæmpe skridt for mig, jeg er naturligvis super glad for skiftet. Jeg har været i klubben siden jeg var 10 år, så det er kæmpestort for mig, at Randers FC nu kan få nogle penge for mig, og jeg kan få mit ønske om at komme til udlandet opfyldt,” siger Brock-Madsen i en pressemeddelelse.
“Inden jeg skrev under havde jeg en god snak med Colin, der gav mig nogle gode råd om fodbolden i England. Så jeg vil gerne takke ham, resten af trænerstaben, mine ungdomstrænere og ikke mindst Elstrup (Randers FC’s talentchef Peter Elstrup, red.), som har været der for mig hele vejen frem til i dag.”