
Foto: Shutterstock
Den 19-årige kantspiller, Clement Bischoff, er fortid i Brøndby IF.
Bischoff er tirsdag aften blevet solgt til RB Salzburg.
Han har underskrevet en fireårig kontrakt med den østrigske klub.
Ifølge Bold.dk’s oplysninger, så lyder transfersummen på mellem 15 og 18 millioner kroner øjeblikkeligt.
Med diverse bonusser inkluderet kan prisen stige til omkring 30 millioner kroner.
Herudover har klubben sikret sig en videresalgsklausul på 20 procent.
Bischoff nåede at spille 55 kampe, score tre mål og levere 13 assists i Brøndby-trøjen.
Fodbolddirektør: Ønskede at beholde ham
“Vi ville meget gerne have beholdt og forlænget med Clement. Men Clement har denne sommer haft et år tilbage af sin kontrakt, og det har naturligvis haft en betydning i de snakke, vi har haft og de forhandlinger, der nu har ført til et salg. På den ene side har Clement haft et ønske om at prøve sit store talent af i udlandet – på den anden side har vi haft et ønske om at blive kompenseret i overensstemmelse med netop den kvalitet, han har,” siger Brøndby IF’s fodbolddirektør Benjamin Schmedes til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“De to elementer er nu gået op på en måde, der giver mening for både os og Clement. Derfor har vi accepteret et bud, der er meningsfuldt med både det korte og det lange lys på.”
“Vi ønsker Clement alt det bedste i hans videre karriere. Clement er en fantastisk fodboldspiller, et produkt af Masterclass og et forbillede for de mange unge spillere, der drømmer om at tage samme vej. Det kan både vi som klub og Clement være stolt af.”
Bischoff: Meget lærerige år i BIF
“Brøndby IF betyder noget særligt for mig og hele min familie. Jeg har været stolt af at trække den gule trøje over hovedet hver eneste gang – både som fodboldspiller og dengang jeg rendte rundt med min Brøndby-trøje på i skolegården som lille,” siger Clement Bischoff til Brøndby IF’s hjemmeside og uddyber:
“Det her er en helt særlig klub for mig, og det har været nogle meget lærerige år for mig, som fodboldspiller og som menneske. Jeg vil derfor også gerne takke mine trænere, holdkammerater og de fantastiske fans, som har støttet os uge efter uge.”