Officielt: Brøndby shopper Lyngby-profil

0
Brøndby IF

Foto: Fodbold-transfers.dk

Brøndby IF har købt Lyngby Boldklubs midtbaneprofil, Casper ‘Dani’ Winther. 23-årige Winther har underskrevet en fireårig kontrakt.

Brøndby IF har brugt Deadline Day på at købe Lyngby Boldklubs midtbaneprofil, Casper ‘Dani’ Winther.

Den 23-årige profil skifter til BIF på en fireårig kontrakt.

“Jeg føler mig klar til at prøve noget nyt og større, og det lever Brøndby i dén grad op til,” siger Casper ‘Dani’ Winther til Brøndby IF’s hjemmeside og uddyber:

“Det er en kæmpe klub i både dansk og skandinavisk kontekst, og så er det først og fremmest en utroligt fed klub med fantastiske fans.”

“Jeg har spillet her på Brøndby Stadion flere gange som modstander, og det er ikke rart, når man er her i dén rolle.”

“Men det gør bare, at jeg glæder mig endnu mere til at have fansene med mig og ikke imod mig, og jeg kan ærligt talt ikke vente til, at jeg første gang træder ind på græsset iført gult og blåt.”

‘Dani’ nåede at spille 141 kampe, score 12 mål og levere seks assists for Lyngby Boldklubs førstehold.

BIF-fodbolddirektør: Stor arbejdsradius

“Casper har været igennem en ekstremt spændende udvikling i Lyngby, hvor han gennem flere sæsoner har spillet en stor rolle og i den seneste sæson for alvor fik vist, hvad han kan,” siger fodbolddirektør Julius Ohnesorge til Brøndby IF’s hjemmeside og uddyber:

“Han har både kvalitet på bolden, en stor arbejdsradius og en stærk forståelse for spillet. Samtidig har han vist, at han kan stå for presset og tage ansvar som anfører og central figur i en klub og en trup. Det er vigtige egenskaber i en klub som vores.”

“Med Caspers ankomst har vi en midtbane med spillertyper, der komplimenterer hinanden godt og en konkurrencesituation, der kan bidrage til at gøre alle bedre. Præcis som vi gerne vil have det.”

“Casper passer til den måde, vi gerne vil spille fodbold på og kan bidrage med det samme. Samtidig har han en alder, hvor han stadig kan udvikle sig og tage yderligere skridt.”

“Det er en kombination, der passer perfekt til det, vi gerne vil, og derfor glæder vi os til at få ham ind i truppen og se ham udvikle sig videre i Brøndby.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE