
Foto: Shutterstock
Premier League-oprykkerne fra Burnley har været på rov i FC Basel, hvor man har hentet den 22-årige angriber Zeki Amdouni i en rekordhandel.
Burnley har sikret sig forstærkning til offensiven i form af angriberen Zeki Amdouni, der kommer til klubben fra FC Basel.
Den engelske traditionsklub meddeler således på sin hjemmeside onsdag, at man har købt Amdouni fri af sin kontrakt.
Den schweiziske landsholdsspiller har fået en aftale med Burnley, der løber frem til sommeren 2028.
The Times-journalisten Paul Joyce beretter, at Burnley betaler omkring 172 millioner kroner for angriberen, og det gør ham til en rekordsigning.
Klubbens hidtil dyreste indkøb var Wout Weghorst, som kostede godt 40 millioner kroner mindre, end man angiveligt giver for Amdouni.
Zeki Amdouni nåede samlet set at optræde 52 gange for FC Basel, hvor han kvitterede med 22 kasser og fem oplæg.
Han har desuden spillet fem landskampe for Schweiz med fem mål til følge.