Wilfried Zaha skal spille denne Premier League-sæson til ende i walisiske Cardiff, som har lånt kantspilleren i Manchester United.
Manchester United bekræftede forleden, at Wilfried Zaha blev udlejet til Cardiff – med den tidligere United-stjerne, Ole Gunnar Solskjær, i spidsen – resten af denne sæson for at opnå spilletid i landets bedste fodboldrække.
Det er så blevet officielt nu, da Cardiff netop har annonceret tilgangen af den 21-årge ivorianske kantspiller på klubbens Twitter-profil.
“Han har fart, styrke, teknisk snilde og så kan han komme forbi sin modstander,” siger Ole Gunnar Solskjær ifølge Cardiffs Twitter-profil og tilføjer:
“Han vil bidrage med det ekstra tempo på den sidste tredjedel af banen, som vi i den grad har brug for. Her kan han være med til at finde de ledige rum og måske skabe lidt magi.”
Wilfried Zaha skiftede til Manchester United i sommer, men det er indtil videre kun blevet til sølle to korte indhop i United-trøjen i denne sæson.