
Foto: Shutterstock
Manchester United er kommet på ret køl, efter at klubbens tidligere profil, Michael Carrick, satte sig i managersædet.
Det er manageren i dag blevet belønnet for.
Han har fået udskiftet titlen som midlertidig manager til at blive permanent.
Parterne har underskrevet en aftale, der gælder til sommeren 2028.
44-årige Carricks kontrakt rummer en option på yderligere et år.
“Fra det øjeblik, jeg ankom hertil for 20 år siden, mærkede jeg magien ved Manchester United. At bære ansvaret for at lede vores særlige fodboldklub, fylder mig med kæmpe stolthed,” siger Michael Carrick til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“I løbet af de seneste fem måneder har denne gruppe spillere vist, at de kan leve op til de standarder for modstandsdygtighed, sammenhold og beslutsomhed, som kræves her i klubben.”
“Nu er det tid til, at vi igen bevæger os fremad sammen, med ambitioner og en klar følelse af formål. Manchester United og vores fantastiske fans fortjener igen at kæmpe om de største titler.”
Carrick blev ansat som midlertidig manager i januar, og siden da har han ført holdet frem til en tredjeplads, hvilket giver en billet til Champions League i næste sæson.
I denne sæson har han stået i spidsen i 16 kampe, hvilket har udløst 11 sejre, tre uafgjorte samt to nederlag.