
Foto: Shutterstock
Premier League-klubben Brentford har valgt at kalde 23-årige Mads Bech Sørensen tilbage fra sit lejeophold i Nice, hvor han ikke fik en eneste kamp.
Tilbage i starten af september valgte Brentford at sende Mads Bech Sørensen til Nice på en lejeaftale for resten af denne sæson.
Siden da har skiftet imidlertid vist sig at være en stor skuffelse for danskeren, der ikke har spillet så meget som et minut for Nice.
Og det har Brentford nu valgt at tage konsekvensen af.
Premier League-klubben bekræfter således på sin hjemmeside søndag, at Mads Bech er kaldt retur fra lejeopholdet.
Danskeren vender dermed hjem til London-klubben i utide, men hans videre fremtid er fortsat uvis.
Mads Bech Sørensen står alt i alt noteret for 70 kampe for Brentfords førstehold, hvor det er blevet til fire fuldtræffere.
Stopperen har en kontrakt med den engelske klub, der udløber til sommer.