Den hollandske offensivspiller, Dirk Kuyt, har valgt at indstille karrieren efter næsten 19 år på topplan. Han slutter på toppen med et mesterskabstrofæ.
For tre dage siden kunne Dirk Kuyt hæve mesterskabstrofæet for Feyenoord, da man vandt ligaen.
36-årige Kuyt har onsdag meddelt, at han indstiller karrieren og hvilken bedre måde at gøre det på.
Kuyt oplyste sin beslutning til klubbens cheftræner Giovanni van Bronckhorst onsdag morgen, oplyser Feyenoord.
Kuyt fik sin seniordebut for FC Ütrect tilbage i sæsonen 1998-1999. I 2003 skiftede han til Feyenoord, inden han i 2006 tog skiftet videre til Liverpool FC i Premier League.
Liverpool havde Kuyt i truppen frem til sommeren 2012, hvor han skiftede til den tyrkiske storklub Fenerbahce. I 2015 vendte han retur til Feyenoord, hvor han altså nu stopper karrieren. Han har både spillet på fløjene og i angrebet i sin karriere.
På det hollandske landshold har offensivspilleren scoret 24 mål i 105 landskampe.
Feyenoord oplyser, at Dirk Kuyt vil fortsætte i klubbens sportslige ledelse, hvor sportsdirektøren Martin van Geel vil oplære ham.