Esbjergs tidligere midtbaneprofil, Jerry Lucena, indstiller fodboldkarrieren til sommer, når hans kontrakt udløber.
35-årige Jerry Lucena står noteret for 334 Superliga-kampe i alt, hvoraf hovedparten er spillet i Esbjerg-trøjen.
Nu synger den tidligere midtbaneprofils karriere dog på sidste vers. Han har besluttet sig for at indstille fodboldkarrieren efter denne sæson.
“Jeg har problemer med begge knæ, mest det højre med springerknæ, og derfor har jeg i dag meddelt forbundet og holdkammeraterne, at det er slut. Det har været det fedeste, et rent eventyr, at være med i de fem år, og menneskeligt har det givet mig så meget. Det har været som at være en del af en familie, og jeg ærgrer mig kun over, at jeg ikke gjorde det noget før,” siger Jerry Lucena til Esbjergs hjemmeside.
Lucenas kontrakt med vestjyderne udløber til sommer, og derefter håber han på at kunne fortsætte i klubben i en trænerrolle.
Jerry Lucena nåede foruden Esbjerg også at repræsentere AGF igennem fem sæsoner, hvor han spillede 140 ligakampe.
I 2012 vendte han tilbage til Esbjerg, og i denne sæson har han hidtil spillet ni kampe.
Lucena nåede også at repræsentere Filippinerne i over 40 officielle og uofficielle kampe, og han opnåede én af de store triumfer i landets over 100-årige fodboldhistorie, da han deltog i finalen i AFC Challenge Cup på Maldiverne.
“Jeg føler, at jeg har været med til at løfte fodbold på Filippinerne, jeg har prøvet at spille mod store asiatiske nationer og nogle gange for 50.000-60.000 tilskuere. Især efter min fars død har det betydet noget for mig at holde forbindelsen til mit andet hjemland,” siger Jerry Lucena.