Venstrebacken Brendan Galloway har forlænget sin aftale med Everton så hans kontrakt nu løber frem til sommeren 2020.
Brendan Galloway har fået rigeligt med spilletid i denne sæson for Everton, da både den tidligere FCK-spiller Bryan Oviedo samt det normale førstevalg på venstrebacken Leighton Baines har siddet ude med skader.
Ialt har den 19-årige forsvarsspiller startet inde 13 gange i Premier League i denne sæson, og i disse kampe har han gjort det så godt, at man nu har valgt at belønne ham med en kontraktforlængelse.
”Jeg er glad for at binde min fremtid til klubben,” har spilleren selv udtalt til klubbens egen hjemmeside og uddyber:
”Det her er en klub, der har så meget ungt talent og bevæger sig fremad. Det er glimrende at binde sig til at være en del af det. Min familie kom og overværede, at jeg underskrev kontrakten, så det var dejligt at have dem omkring mig. De har været med mig hele vejen.”
Brendan Galloway kan både vælge at optræde for Zimbabwes og Englands landshold, men har på ungdomsniveau valgt at spille for England.