
Foto: Shutterstock
Nyansatte Frank Lampard har forstærket Everton-truppen med Manchester United-midtbanespilleren Donny van de Beek, der kommer på en lejeaftale.
Den hollandske landsholdsspiller Donny van de Beek har fået bare 68 minutters Premier League-fodbold i denne sæson, og han har efter sigende været meget utilfreds med sin situation.
Derfor har United-reserven været rygtet flittigt væk fra De Røde Djævle, og et reelt skifte er nu gået igennem.
Således meddeler Everton på sin hjemmeside, at man har lejet den 24-årige midtbanespiller for resten af sæsonen.
Donny van de Beek har fortsat kontrakt med United frem til 2025, men nu kan han altså sandsynligvis se frem til mere spilletid i den kommende halvsæson.
Hollænderen kom til United fra Ajax tilbage i sommeren 2020, og siden da er det blevet til 50 kampe, to mål og to assists.
Det har dog hovedsageligt været korte indhop som indskifter, der har præget midtbanemandens tid i Manchester United.