FC Barcelona har mandag aften præsenteret Marc-Andre ter Stegen som holdets nye keeper. Han tiltræder fra Borussia Mönchengladbach.
FC Barcelona har haft nogle travle timer mandag aften. Først stod det klart, at Luis Enrique bliver ny cheftræner, og derefter kunne holdet præsentere Marc-Andre ter Stegen som ny målmand i truppen.
Ter Stegen er hentet i tyske Borussia Mönchengladbach, men hvor lang hans kontrakt er, har Barca ikke meddelt.
I samme forbindelse tager man afsked med José Pinto, der efter seks og et halvt år i Catalonien ikke får forlænget sin kontrakt.
Samtidig vil udlejede Gerard Deulofeu og Rafinha Alcantara vende hjem fra henholdsvis Everton og Celta Vigo.
22-årige Marc-André ter Stegen fik sin debut for Mönchengladbach som 18-årig, mens han fik sin debut på Tysklands A-landshold i maj måned 2012 mod Schweiz.