FC Midtjylland og forsvarsspilleren, Jim Larsen, er blevet enige om at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2016.
FC Midtjylland skrev i sommer en etårig kontrakt med forsvarsspilleren, Jim Larsen, som kom til heden fra belgiske Club Brügge. Nu er parterne blevet enige om at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2016.
”Lige fra dag ét har han præsteret. Det var det, vi havde håbet på, men vi er positivt overraskede over det niveau, han har vist. Han er gledet godt ind på holdet, og han er en spiller, vi er glade for at have i truppen,” siger FCM’s sportsdirektør, Claus Steinlein, i en pressemeddelelse.
Også Jim Larsen er tilfreds med sin tid i FC Midtjylland.
”Jeg er faldet godt til i klubben, og så har jeg fået en masse spilletid. Det var det, jeg havde håbet på og regnet med, da jeg kom til klubben, så derfor var det naturligt at forlænge kontrakten,” siger forsvarsspilleren.
29-årige Jim Larsen, der har en fortid i Brabrand, Silkeborg, Rosenborg og senest Club Brügge, spillede 12 kampe for ulvene i efteråret.