
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC Midtjylland styrker truppen med 29-årige André Rømer, der tidligere har været en profil for både FC Midtjylland, OB og Randers FC.
Rømer har signeret en treårig kontrakt med FCM.
André Rømer forlod FC Midtjylland tilbage i 2018, og siden da har han spillet i både OB, Randers FC og senest Elfsborg.
Midtbanespilleren har hidtil spillet 153 kampe, scoret seks mål og leveret ni assists for FCM.
Sportschef: Sikrer øget konkurrence
“André er i færd med sin tredje sæson i Elfsborg, hvor han siden sin ankomst både har spillet fast og indtaget en lederrolle,” siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Vi kender André, og han kender os. Vi får nu en modnet spiller hjem, som deler vores værdisæt og det, vi står for.”
“Det øger samtidig konkurrencen på holdet, og det er vigtigt forud for en sæson, hvor vi skal gøre os gældende både nationalt og i Europa.”
“Vi er glade for at kunne hente André hjem fra Sverige, hvor han har gang i en flot sæson med Elfsborg, som fører Allsvenskan.”
Rømer: En nem beslutning
Rømer nåede at spille 81 kampe, score fire mål og levere fire assists for svenske Elfsborg. Han glæder sig over at være tilbage hos midtjyderne.
“Det var en nem beslutning at takke ja til Midtjylland. Jeg har været ni år i klubben, så vi kender hinanden,” siger André Rømer til FCM.dk og tilføjer:
“Jeg er mere selvsikker og moden i dag. Jeg har udviklet mig meget som spiller og menneske, og jeg er på mit højeste niveau netop nu.”
“Jeg vil vinde flere titler. Det er både min og klubbens ambition. Vi går en spændende sæson i møde, hvor vi skal ud i Europa, og personligt mangler jeg en pokaltitel, så det er også et mål.”
Rømer kan både spille på midtbanen, men også på højrebacken.
Tidligere i sommerens transfervindue har klubben forstærket sig med Sverrir Ingason, Kristoffer Olsson, Iver Fossum, Oscar Hedvall og Cho Gue-sung.