FC Midtjylland har netop bekræftet, at de har lejet den tidligere FC Nordsjælland-bomber, Bruninho, for resten af sæsonen.
I formiddags kom det frem, at FC Midtjylland arbejdede på at hente den tidligere FC Nordsjælland-bomber, Bruninho, tilbage til Superligaen – og det er nu lykkedes ulvene.
Den brasilianske angriber er netop blevet præsenteret på en etårig lejeaftale i FC Midtjylland, som han skifter til fra kinesiske Guangzhou R&F.
“Han blev på kort tid en Superliga-profil og gjorde en forskel. Nu har vi fået mulighed for at leje ham, og det ser vi som en god mulighed til at give vores offensive spil noget uforudsigelighed og målfarlighed.”
“Bruninho er en spiller, som kan gøre en forskel på egen hånd, men som samtidig er en holdspiller, så han passer godt ind i det, vi har ledt efter,” siger FCM-sportsdirektør, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside.
Bruninho fik sit gennembrud i dansk fodbold for HB Køge, inden FC Nordsjælland stod klar med en kontrakt i Superligaen. Det blev dog kun til et halvt år i Farum-klubben for den 26-årige brasilianer, der med ni mål i blot 15 kampe for tigerne spillede sig til et millionskifte til Kina.