
Foto: Shutterstock
FC Nordsjælland har i dag solgt den 19-årige forsvarsprofil, Lucas Høgsberg.
Høgsberg er blevet solgt til den franske Ligue 1-klub Strasbourg.
FCN oplyser, at salget af Høgsberg gør ham til den dyreste centerforsvarer i Superligaens historie.
Derudover er det også i top-5 over FC Nordsjællands dyreste salg nogensinde.
Bold.dk erfarer, at transfersummen lyder på 15 millioner euro, svarende til cirka 112 millioner kroner.
Lucas Høgsberg har signeret en kontrakt, der gælder til sommeren 2030 med den franske klub.
Høgsberg har fået sin fodboldopdragelse i netop FCN, og han blev forfremmet til klubbens førstehold i april måned 2023.
Han nåede at repræsentere FC Nordsjælland i 36 førsteholdskampe.
“Lucas er et fantastisk eksempel på de ting, som vi kan i FC Nordsjælland. Han startede som tre-årig hos os og står nu som A-landsholdspiller og med drømmen om et skifte til en stor liga opfyldt,” siger FCN’s fodbolddirektør Alexander Riget til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han har været omgivet af dygtige og passionerede mennesker i FCN fra første til sidste dag, som har hjulpet ham på vej, men ‘Høgs’ har selv en stor del af æren, fordi han altid har arbejdet hårdt og målrettet og vist sin stærke karakter med flot opbakning fra sin familie. Og så har han ikke mindst været en fantastisk repræsentant for vores værdier.”
“Vi har en målsætning om at forstærke Superliga-truppen i løbet af denne måned, og det ændrer transferen her ikke på, men først og fremmest er vi lige nu stolte af salget og stolte af alt det, ‘Høgs’ er blevet til både på og uden for banen. Vi glæder os til at følge ham i udlandet og måske byde ham velkommen hjem igen en dag, når og hvis muligheden byder sig.”
Høgsberg: Udlandsskifte har været en drengedrøm
“Det har altid været en drengedrøm for mig engang at kunne skifte til udlandet, men alligevel har det været en hård beslutning. For FC Nordsjælland er en klub, der betyder helt utrolig meget for mig, og det rammer mig i hjertet, at jeg nu skal sige farvel,” fortæller Lucas Høgsberg til FCN’s hjemmeside og uddyber:
“Men jeg har også mål og ambitioner for min karriere, og jeg håber, at det her skifte kan bære mig hele vejen, for jeg føler, at jeg har fundet en klub, der passer til mine styrker – en klub, der satser på unge spillere og gør det med en spillestil, der passer til mine spidskompetencer.”
“Så nu vil jeg bare gerne have lov til at sige en kæmpe tak til alle dem, der har hjulpet mig undervejs. Uden FC Nordsjælland og folkene i og omkring klubben, var jeg aldrig nået hertil. Både klubben og byen Farum betyder utrolig meget for mig, og jeg er utrolig glad for, at jeg fik mit gennembrud der.”
“Og så er der jer fans. I har altid haft en kæmpe betydning for mig, og det håber jeg også, at I har kunnet mærke. For jeg har altid haft Farum i hjertet, uanset om vi har vundet eller tabt, og sådan ved jeg også, at I har det. Jeg håber, at I har forståelse for mit skifte – og så vil jeg også sige, at det her er ikke et farvel, det er et på gensyn.”