Den svenske landsholdsspiller Per Nilsson skifter til FC København på en kontrakt frem til sommeren 2017.
Trods fodbolden ikke længere ruller på Parkens græstæppe, holder FCK-manager Ståle Solbakken bestemt ikke ferie endnu.
I aftes præsenterede han den belgiske offensivspiller Steve de Ridder, og i dag er turen så kommet til den 31-årige svenske landsholdsspiller Per Nilsson.
“Jeg glæder mig meget til at komme til FC København. Sportsligt føler jeg, der er stor mulighed for at spille om titler, og der er en udfordring om at prøve at komme i Champions League så ofte som muligt. Klubbens ambitioner, på det område, harmonererer godt med mine egne som fodboldspiller,” siger forsvarsspilleren til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Samtidigt har jeg kun hørt positivt om klubben og byen fra tidligere og nuværende landsholdskammerater. Så jeg ser meget frem mod udfordringen og vil gøre mit til, at det bliver en fremgangsrig tid for klubben og byen.”
Per “Pelle” Nilsson skifter til FCK på en fri transfer fra tyske Nürnberg, og han har underskrevet en treårig kontrakt med løverne.