Officielt: FCK lejer Serie A-midtbanespiller

0
Officielt: FCK lejer Serie A-midtbanespiller

Foto: Shutterstock

FC København har styrket midtbanen med Fiorentinas Amir Richardson, som er lejet for resten af sæsonen.

FC København bekræfter torsdag aften at de har lejet den 23-årige, centrale midtbanespiller Amir Richardson.

Han er lejet i Serie A-klubben Fiorentina for resten af indeværende sæson.

Fiorentina oplyser, at klubberne har forhandlet en købsoption ind i aftalen ligeledes.

Ifølge Bold.dk’s oplysninger skal løverne betale knap 60 millioner kroner, hvis de vil købe ham fri af kontrakten med italienerne.

Richardson skiftede til Fiorentina fra franske Reims i sommeren 2024. Han har kontrakt med Serie A-klubben frem til 2029.

I indeværende sæson står han blot noteret for fire kampe. Han har på det seneste været helt udenfor truppen, grundet et internt regelbrud, oplyser Bold.dk.

Totalt set står han noteret for 43 kampe, to scoringer og en assist i Fiorentina-trøjen.

Han har desuden spillet ni kampe for det marokkanske A-landshold.

Sune Smith-Nielsen: Offensive kvaliteter

“Amir besidder nogle åbenlyse offensive kvaliteter og står for en dynamisk spillestil. Han er teknisk og taktisk dygtig, og vi glæder os til at se ham i truppen. Vi har før været interesseret i ham, og nu er det endelig lykkedes os at bringe ham til København.”

“Nu skal han lige have tid til at falde helt på plads, og så glæder vi os til at se ham i F.C. København-trøjen,” siger F.C. Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, til FCK.dk og fortsætter:

“Det var et mål for dette transfervindue at tilføje en midtbanespiller af Amirs kvalitet, og det er vi tilfredse med. Amir er her i første omgang frem til sommer, og så må vi se, om der er et match fra alle parter til en permanent aftale derefter.”

Richardson får trøje nummer 25. Han glæder sig til de nye udfordringer i FCK.

“Det er godt for mig at komme til F.C. København. Det er en stor klub, som spiller med om titler, og som gør det utroligt godt på den europæiske scene. Jeg ved, at der tidligere har været et ønske om at bringe mig til klubben, og det er glædeligt, at det er lykkedes nu,” siger Amir Richardson til FCK.dk og uddyber:

“Jeg har haft nogle overbevisende samtaler med klubbens ledelse, og vi har drøftet, hvordan jeg kan bringe mine kvaliteter i spil på holdet. Jeg føler mig både tryg og forventningsfuld, og jeg glæder mig meget til at komme i gang.”

“Jeg har ikke spillet meget det seneste halve år, og jeg længes efter at bidrage og gøre en forskel for mit hold. Jeg vil give alt, hvad jeg har for at spille mig ind på holdet og sætte et positivt aftryk i den hvide trøje.”

Officielt: Tottenham henter talentfuld back
Medie: Liverpool-midt kan havne i Tottenham

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE