
Foto: Brentford FC
Danskerklubben Brentford har skrevet en toårig kontrakt med back-talentet Mads Roerslev, som aldrig formåede at få sit gennembrud hos FC København.
Der har været store forventninger til Mads Roerslev, men højre backen kom aldrig til at slå igennem i FC København.
Og med udsigt til begrænset spilletid i fremtiden har de danske mestre i dag solgt forsvarstalentet til Championship-klubben Brentford, som i forvejen har et hav af danskere i truppen.
I første omgang skal Roerslev, der har fået en toårig kontrakt med Brentford, spille på klubbens andethold, hvor en række andre unge danskere – blandt andet Luca Racic og Gustav Mogensen – til dagligt spiller.
Cheftræneren for andetholdet Neil MacFarland fortæller til Brentfords hjemmeside, at klubbens danske manager Thomas Frank har rost Roerslev, som de glæder sig til at arbejde med.
I foråret var 20-årige Roerslev udlejet til Vendsyssel, hvor succesen dog udeblev.