FC Midtjylland hentede målmanden, Bill Hamid, i slutningen af 2017 på en fri transfer, men valgte at udleje ham til hans tidligere klub, MLS-klubben D.C. United.
Siden da har Hamid spillet for klubben, og nu er parterne så blevet enige om at gøre aftalen permanent.
Hamid har dermed underskrevet en treårig kontrakt, som er gældende fra nytår.
“Vi er glade for, at vi i fællesskab har fundet en løsning, som passer alle parter godt,” siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.
FC Midtjylland oplyser ikke transfersummen, men Graversen kalder handlen for god.
Washington Post har tidligere skrevet, at D.C. United betaler 750.000 dollars, svarende til godt fem millioner kroner for målmanden.