Officielt: FCM-talent skifter til Twente

0

FCMFC Midtjyllands bekræfter i dag på klubbens hjemmeside, at man har solgt det 17-årige forsvarstalent, Joachim Andersen, til hollandske Twente.

Meget ungt dansk talent bliver udviklet i den bedste hollandske række, hvor blandt andre Ajax sidder på nogle af de største talenter i dansk fodbold.

Nu har endnu en hollandsk klub meldt sig ind i den danske talentudvikling; nemlig Twente, som har sikret sig den unge forsvarsspiller, Joachim Andersen. Dette er den danske klub godt tilfreds med.

”Vi har solgt Joachim, fordi vi har fået den rigtige pris på et rigtige tidspunkt. Vi har været i dialog med Twente, siden Joachim var til prøvetræning dernede i april, og både Joachim og hans forældre har været positive i forhold til et skifte,” udtaler direktør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.

Den unge Andersen selv er da også henrykt over udsigten til at spille et sted, hvor han kan udfordres yderligere.

”Det er stort for mig. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg begyndte at spille fodbold. Det er et godt step for mig, så jeg kan udvikle mig yderligere,” lyder det fra spilleren.

17-årige Joachim Andersen ankom til FC Midtjyllands ungdomsakademi for to år siden, og var med til at vinde sølv med U17-holdet i sidste sæson.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE