
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
FC Nordsjælland har fredag skrevet dansk fodboldhistorie med salget af Kamaldeen Sulemana til franske Rennes, som er det største Superliga-salg nogensinde.
Kamaldeen Sulemana er nu det dyreste Superliga-salg nogensinde.
Offensivspilleren blev i dag solgt til franske Rennes, der spiller i Ligue 1, oplyser klubben fredag aften.
“Kamaldeen har været et fantastisk bekendtskab for os i FCN og for den danske 3F Superliga. Hans talent er uomtvisteligt og hans spillestil er positiv og underholdende – det har alle kunne se,” siger FCN’s sportsdirektør Mikkel Hemmersam til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Men til historien om Kamal hører også hans enorme drive, hans fokus på at arbejde hårdt på at forbedre sig uanset, hvor godt det er gået på banen og hans åbne sind overfor at lære fra de trænere og holdkammerater, han er omgivet af.”
19-årige Kamaldeen Sulemana har også været rygtet til Manchester United og Ajax Amsterdam, men det blev altså Rennes, der løb med hans underskrift.
Kamaldeen har skrevet under på en kontrakt, der gælder til sommeren 2026.
Han nåede at spille for FC Nordsjælland i halvanden sæson, hvor det blev til 14 scoringer og otte assists i 42 Superliga-kampe. Han skiftede fra klubbens eget akademi i Ghana, Right to Dream.
Kamaldeen: Jeg er ydmyg og spændt
“Jeg er meget glad for at kunne skrive under med Stade Rennais FC. Det er en udfordring, som både gør mig spændt og ydmyg. I Verdens top-5 ligaer føler jeg, Rennais FC er en meget god klub for især yngre spillere,” siger Kamaldeen Sulemana til FCN’s hjemmeside og uddyber:
“Jeg tror på at skifte fra rigtigt godt hold af unge spillere i Danmark til et andet rigtigt godt hold med unge spillere i en endnu bedre liga, er det rigtige skridt for mig lige nu i min karriere.”
“Min rejse fra Right to Dream til FC Nordsjælland kan beskrives bedst med stor taknemmelighed overfor alt, hvad der er blevet gjort for mig i den tid, jeg har været en del af det. Jeg kom, jeg udviklede mig, og jeg leverede. En kæmpe tak til alle, der har støttet mig og været der for mig fra første dag.”
FCN’s boss: Handlen er en milepæl
Hverken FC Nordsjælland eller Rennes oplyser transfersummen, men ifølge B.T.’s og Ekstra Bladets oplysninger, så lyder den 20 millioner euro, svarende til 150 millioner kroner, hvilket gør handlen til det dyreste salg i Superliga-historien.
Ekstra Bladet skriver, at Ajax også matchede beløbet, men det skete via diverse bonusordninger, hvorimod Rennes tilbud kun indeholdte omkring en million euro i bonusser, mens resten var direkte transfersum.
“Økonomisk tror jeg godt, vi kan sige, at handlen med Stade Rennais FC er en milepæl for både os og 3F Superligaen, og prisen afspejler Kamals enorme potentiale ligesom den understreger, hvor langt vi er kommet som klub, akademi og organisation,” fortæller FC Nordsjællands bestyrelsesformand, Jan Laursen, til klubbens hjemmeside og supplerer:
“Kamal har selv haft muligheden for at vælge det rigtige for ham, og vi er stolte over den måde, han har grebet den mulighed og været grundig og tålmodig. Det har været en lang og kompliceret proces pga. den kæmpe interesse, der har været for Kamaldeen, og vi vil gerne takke Stade Rennais FC og de andre interesserede klubber for den respektfulde dialog, vi har oplevet hele vejen igennem.”