
Foto: Shutterstock
Jacob Bruun Larsen er blevet udlejet fra Hoffenheim til Burnley på en lejeaftale, der gælder for hele den kommende sæson. Det meddeler klubberne torsdag.
På det seneste har 24-årige Jacob Bruun Larsen været sat i forbindelse med et skifte til Premier League, og det er nu blevet en realitet.
Burnley oplyser således på deres hjemmeside torsdag, at de har hentet den danske kantspiller til klubben.
Bruun Larsen kommer til den engelske traditionsklub fra Hoffenheim på en sæsonlang lejekontrakt, der altså gælder frem til næste sommer.
Hovedpersonen selv er godt tilfreds med skiftet, som er en drøm, der går i opfyldelse.
“Det er en drøm for mig at være her og få muligheden for at spille i Premier League,” siger Jacob Bruun Larsen til Burnleys hjemmeside og tilføjer:
“Jeg håber, jeg kan præstere godt i denne sæson, som jeg ser meget frem til,” lyder det fra danskeren.
Bruun Larsen har samtidig forlænget sin kontrakt med Hoffenheim, så den nu løber frem til sommeren 2025.