Esbjerg har netop meddelt, at de har solgt Jakob Ankersen til svenske IFK Göteborg. Han har skrevet en treårig aftale med klubben.
Jakob Ankersen er i dag blevet solgt til den svenske storklub, IFK Göteborg. Danskeren har skrevet under på en treårig aftale med Göteborg.
“Han har længe udtrykt et ønske om at prøve sig af i en anden liga. Det har vi vidst, og det har vi også været indstillet på. IFK Göteborg har længe været interesseret, og det er en topklub i Sverige, så der venter ham en spændende udfordring,” forklarer Niels Erik Søndergård fra det sportslige udvalg til klubbens hjemmeside.
Ankersen har spillet i EfB i hele sin karriere. Han har flere gange været udtaget til det danske A-landshold, men endnu har han sin debut til gode.
Klubben oplyser, at EfB Elite A/S efter salget af Jakob Ankersen og købet af Kevin Mensah, forventer et positivt resultat før skat på +2,0 til +8,0 millioner kr.
Ifølge danske medier er Ankersen solgt for omkring fem millioner kroner.
I IFK Göteborg bliver Ankersen blandt andre holdkammerat med danskerne Søren Rieks og Lasse Vibe.