
Foto: Shutterstock
FC Midtjylland har i dag taget afsked med den 21-årige forsvarsspiller, Japhet Sery Larsen, som skifter til norske Brann.
Brann har den tidligere Esbjerg-boss Jimmi Nagel Jacobsen som sportschef og han har altså haft et godt øje til Sery Larsen.
Japhet Sery Larsen har signeret en kontrakt, der gælder til udgangen af 2025.
“Jeff har været en fantastisk repræsentant for FC Midtjylland hele vejen gennem tiden på akademiet og på førsteholdet. Han er en vellidt ung mand, som altid har givet 100 procent,” fortæller FCM-sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Der er stor konkurrence på de defensive positioner i vores trup, og her er det en god løsning, at Jeff skifter til Brann, som er en spændende mulighed i hans karriere. Vi ønsker ham alt det bedste fremover.”
Sery Larsen nåede at spille otte førsteholdskampe i FC Midtjylland. Tilbage i 2019 var han udlejet til Brentford, hvor han repræsenterede andetholdet.