Juventus-angriberen, Sebastian Giovinco, skifter Serie A ud med Major League Soccer, når han til sommer skal tørne ud for Toronto FC.
Sebastian Giovinco har ikke spillet så meget for Juventus i denne sæson, som han sikkert havde håbet på, og med kontraktudløb til sommer har et farvel til Torino-klubben længe været den mest sandsynlige udvej.
I aftes blev italieneren sat i forbindelse med et skifte til Major League Soccer-klubben, Toronto FC, og i dag bekræfter den canadiske klub så, at de har hentet 27-årige Giovinco på en fireårig kontrakt.
Den italienske landsholdsspiller skifter til MLS-klubben til sommer, når angriberens kontrakt med Serie A-klubben er udløbet.