Juventus har tirsdag købt Napolis topscorer, Gonzalo Higuain, i en rekordhandel. Han er blevet udstyret med en femårig aftale.
Juventus har været kædet sammen med Napoli-stjernen, Gonzalo Higuain, mange gange gennem de sidste mange uger.
Tirsdag blev handlen så endelig officiel. Juventus har købt Higuain for rekordsummen på 670 millioner kroner, der gør Higuain til både det dyreste indkøb og salg i Serie A’s historie.
Samtidig gør det ham til verdens tredjedyreste spiller efter Gareth Bale og Cristiano Ronaldo.
Rekordsummen bliver betalt i to lige store rater over de næste to år, oplyser klubben.
28-årige Higuain har skrevet under på en femårig kontrakt med Juve.
I sidste sæson blev han suveræn Serie A-topscorer med 36 mål på samvittigheden.
I hele karrieren har han hidtil scoret 221 mål i 427 kampe. Derudover er det også blevet til 82 assists, 45 gule kort og to røde kort. Sammenlagt har han spillet 28.359 spilleminutter.