Officielt: Kent Nielsen-afløser på plads

0
Silkeborg IF

Foto: Shutterstock

Silkeborg IF har i dag annonceret Aarhus Fremads nu tidligere cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, som klubbens nye cheftræner.

Kent Nielsen er i dag blevet præsenteret som ny assistenttræner for Brian Riemer på det danske A-landshold.

Det betyder, at han forlader Silkeborg IF, som han har stået i spidsen for siden 2019.

Silkeborgs ledelse har dog ageret hurtigt, og således er erstatningen allerede fundet.

SIF har ansat den nu tidligere Aarhus Fremad-cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, som ny cheftræner i Søhøjlandet.

“Vi er yderst tilfredse med, at det er lykkedes at tilknytte Morten som SIF’s nye cheftræner. Morten matcher optimalt de kriterier, vi havde sat op. Dels er han rigtig skarp på, hvordan han vil arbejde videre med SIF’s spillestil, men også med tanker om nye dimensioner, der kan lægges på,” siger sportschef Jesper Stüker til SIF’s hjemmeside og uddyber:

“Har man fulgt Aarhus Fremad, har det været tydeligt, at der har været et solidt ”træneraftryk” på deres udtryk.”

“Dernæst er Morten en dygtig leder, som formår at samle og motivere stab og spillere, hvilket er vigtigt i SIF, hvor en stor del af vores konkurrencestyrke ligger i, at staben er afstemte og samlet yder det bedste bidrag for at udvikle og gøre spillerne bedre med udgangspunkt i en stærk kultur.”

“Slutteligt er Morten meget motiveret for at medvirke til at opfylde klubbens sportslige målsætninger og ser en stor motivation i det. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet.”

Foruden at have været cheftræner i Aarhus Fremad i de sidste seks et halvt år, så har 42-årige Kjærgaard været assistent i FC Fredericia.

Hans kontrakt stod rigtigt til at løbe til sommeren 2027, men den blev altså afbrudt, da muligheden for at blive Superliga-træner for Silkeborg IF bød sig.

Den største triumf for Kjærgaard i spidsen for Aarhus Fremad var da holdet vandt 4-0 over Brøndby IF i pokalturneringen i efteråret 2022.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE