Esbjerg fB har lavet en treårig aftale med Kevin Mensah, der tiltræder i klubben til sommer, når hans kontrakt med Viborg FF udløber.
Kevin Mensah har spillet hele sin fodboldkarriere i Viborg FF, men til sommer er det tid til et nyt kapitel i den 23-årige offensivspillers fodboldliv, da han skifter til Superliga-klubben, Esbjerg fB.
”Efter at have prøvet kræfter med Superligaen følte jeg, at tiden var inde til at tage det næste skridt til en klub, hvor jeg kan videreudvikle mig. Jeg ser Esbjerg som den bedste mulighed for at nå op på et højere niveau,” siger Mensah til klubbens hjemmeside.
Cheftræner i EfB, Niels Frederiksen, er tilfreds med sit nye indkøb, og han afslører, at Kevin Mensah er en spiller, som vestjyderne tidligere har ønsket at tilknytte.
”Kevin Mensah passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille fodbold på. Han er hurtig og tænker i spillet både med og uden bold udpræget fremad i sine aktioner. Han er en dygtig fodboldspiller, der har den sjældne kombination af fart og teknik,” siger Esbjerg-træneren.
Også AaB var eftersigende interesseret i Kevin Mensah, hvis kontrakt med Viborg stod til at udløbe til sommer, og hovedpersonen selv bekræfter også, at der var interesse fra andre Superligaklubber, men Niels Frederiksen var grunden til, at valget faldt på Esbjerg.
”Niels Frederiksen var i processen meget omhyggelig med at fortælle mig, hvordan jeg passer ind i EfB’s spillestil, og hvad jeg skal forbedre. Han havde gjort alt sit hjemmearbejde så grundigt, at det var en vigtig faktor i min beslutning om at vælge Esbjerg.”
Kevin Mensah, der i sæsonen ’13-14 scorede otte mål for Viborg FF i Superligaen, skifter transferfrit til Esbjerg fB til sommer, hvor han har fået en kontrakt frem til sommeren 2018.