
Foto: Shutterstock
Luis Suarez forlader FC Barcelona til fordel for catalanernes ligarivaler Atletico Madrid.
Det oplyser FC Barcelona sent onsdag aften på klubbens hjemmeside.
Transfersummen lyder på 6 millioner euro i variabler, bekræfter FC Barcelona. Det svarer til knap 45 millioner kroner.
33-årige Suarez nåede at spille i FC Barcelona i seks sæsoner, hvor han scorede 198 mål i 283 kampe.
Han var med til at vinde fire spanske mesterskaber, en enkelt Champions League-titel, fire gange Copa del Rey, VM for klubhold en enkelt gang, den europæiske Super Cup en gang samt den spanske Super Cup en enkelt gang.
Luis Suarez skiftede til FC Barcelona fra Liverpool FC i sommeren 2014 for 81,7 millioner euro, svarende til 608 millioner kroner.