
Foto: Shutterstock
Manchester City vil alligevel være med i Champions League i næste sæson. Klubben har fået omstødt straffen om udelukkelse fra europæisk fodbold, som oprindeligt galt i to sæsoner.
Det har den internationale sportsdomstol, CAS, mandag besluttet.
I foråret blev Manchester City ellers udelukket i to sæsoner fra europæisk fodbold, grundet brud på Financial Fair Play-reglerne, men klubben valgte straks at appellere dommen.
Og i dag fik de altså medhold i sagen. Desuden er deres økonomiske straf blevet reduceret til 10 millioner euro, svarende til 75 millioner kroner.
Manchester City kendes kun skyldig i ikke at have samarbejdet med UEFA om sagen, men de bliver frifundet for at have skjult en økonomisk indsprøjtning som et sponsortilskud.
“UEFA noterer sig afgørelsen, der er taget af CAS om at reducere sanktionerne for Manchester City, der var givet af UEFA’s uafhængige kontrolorgan for påståede overtrædelser af UEFA’s klublicens og Financial Fair Play-regler,” skriver UEFA på sin hjemmeside og uddyber:
“UEFA bemærker, at CAS-panelet besluttede, at der ikke var tilstrækkeligt bevis til at opretholde CFCB’s konklusioner i den specifikke sag, og at mange påståede overtrædelser blev forældet på grund af en tidsperiode på fem år.”