Officielt: Man. Utd. har købt van de Beek

0
Officielt: Man. Utd. har købt van de Beek

Foto: Shutterstock

Manchester United har i dag købt Ajax Amsterdams hollandske midtbaneprofil, 23-årige Donny van de Beek. Transfersummen lyder på 300 millioner kroner.

Donny van de Beek har været sat i forbindelse med mange store klubber i de senere år, men nu har hollænderen fremtiden på plads.

Manchester United har onsdag annonceret, at de har købt den 23-årige midtbaneprofil i Ajax Amsterdam.

Van de Beek har skrevet under på en femårig kontrakt med United. Aftalen rummer en option på yderligere et år.

“Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det er at skifte til en klub med en så flot historie. Jeg vil gerne takke alle i Ajax. Jeg voksede op der og vil altid have et specielt forhold til klubben,” siger Donny van de Beek til klubbens hjemmeside.

Van de Beek nåede at spille 175 kampe for Ajax’ førstehold med 41 scoringer og 34 assists til følge.

Han fik sin fodboldopdragelse i klubben, og han har således også spillet på klubbens U19- og U21-hold. Totalt set har han spillet 252 kampe, scoret 66 mål og leveret 55 assists i Ajax-trøjen.

Ajax: Donny van de Beeks transferbeløb

Ajax Amsterdam meddeler, at transfersummen lyder på en pris, svarende til knap 300 millioner, mens dne kan stige til 330 millioner kroner, hvis diverse bonusser bliver indfriet.

“Dette er en fantastisk transfer for Donny, som han også fortjener. Og det er et kompliment til Ajax’ ungdomsakademi, hvor han har spillet, siden han var 11 år,” siger sportsdirektør Marc Overmars til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Sidste sommer var der meget interesse for ham, men heldigvis var vi i stand til at holde på ham i Ajax i et år mere. Månederne efter var han meget værdifuld for os, både nationalt og i Europa.”

“Han har nu været en del af førsteholdet i fem år, og han er klar til det næste skridt. Vi kommer til at savne ham.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE