
Foto: Shutterstock
Manchester United-spilleren Mason Greenwood er fortid i den engelske storklub, som han forlader efter gensidig aftale. Det oplyser klubben mandag.
I flere måneder har der været spekuleret i, om Mason Greenwood har en fremtid i Manchester United, og nu er situationen afklaret.
Premier League-klubben meddeler således på sin hjemmeside mandag, at parterne er blevet enige om, at Greenwood forlader United.
Det sker efter afslutningen på klubbens interne undersøgelse, som har pågået i et godt stykke tid.
United skriver, at alle involverede parter har erkendt udfordringerne ved, at Greenwood skulle fortsætte karrieren på Old Trafford.
Greenwood takker selv af i klubben.
“Dagens beslutning har været en del af en samarbejdsproces mellem Manchester United, min familie og mig,” siger englænderen til Sky Sports og fortsætter:
“Den bedste beslutning for os alle er, at jeg fortsætter min fodboldkarriere væk fra Old Trafford, hvor min tilstedeværelse ikke vil være en forstyrrelse for klubben,” lyder det blandt andet fra kantspilleren.
21-årige Mason Greenwood nåede 129 kampe i den røde trøje.