Verdensstjernen Lionel Messi bekræfter, at han vender tilbage for det argentinske landshold efter en kort frivillig pause.
Som tidligere skrevet har Lionel Messi afholdt samtaler med den nye argentinske landstræner Edgardo Bauza om et comeback.
Og nu bekræfter Barcelona-stjernen selv genkomsten. For få måneder siden stoppede Messi ellers landsholdskarrieren oven på det bitre Copa America-nederlag i finalen til Chile.
”Jeg kan se at der er mange problemer i argentinsk fodbold og jeg vil ikke skabe endnu et,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Lionel Messi og resten af det argentinske landshold kan nu se frem til forberedelserne til VM i 2018, hvor Argentina vil forsøge at veksle sølvmedaljerne fra 2014 til noget ædlere metal.