Roma-cheftræner José Mourinho får tilgang af Ainsley Maitland-Niles, som kommer til Serie A-klubben fra Arsenal på en kortsigtet lejeaftale.
Tilbage i september 2020 debuterede Arsenal-spilleren Ainsley Maitland-Niles på det engelske landshold, men siden da har tingene ikke helt flasket sig for midtbanespilleren.
Maitland-Niles har således ikke for alvor formået at etablere sig på Arsenal-mandskabet under Mikel Arteta, hvor han har spillet mange positioner.
Nu får den 24-årige englænder imidlertid chancen for at vise sig frem i en anden liga, for Roma har lejet ham for resten af indeværende sæson.
Lejeaftalen er således blevet registreret på Serie A’s officielle hjemmeside, og klubbernes offentliggørelser forventes at kunne komme når som helst.
Maitland-Niles har længe været kædet sammen med et januar-exit, hvor José Mourinhos Roma også har været nævnt.
Midtbanespilleren, der også kan gøre sig som back, har kontrakt med The Gunners frem til sommeren 2023.
Han har været i London-storklubben siden ungdomstiden.