
Foto: Shutterstock
Napoli har i dag handlet i franske Lille, hvor de har købt klubbens topscorer, nigerianske Victor Osimhen, for et rekordstort beløb.
Napoli har købt en ny målfarlig angriber i form af Lilles 21-årige nigerianer, Victor Osimhen.
Osimhen var topscorer i Lille med 13 ligascoringer, da Ligue 1 blev afblæst på grund af corona-epidemien.
I alt nåede han at score 18 mål i 38 kampe for Lille i den afsluttede sæson. Tidligere har han også spillet i belgiske Charleroi og tyske Wolfsburg.
Victor Osimhen har også ti A-landskampe for Nigeria på CV’et. I Napoli har han skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2024.
Rekordtransfer i en corona-tid
Napolis præsident Aurelio De Laurentiis har afsløret til Radio Kiss, at transfersummen lyder på hele 80 millioner euro, svarende til 595 millioner kroner, hvilket er bemærkelsesværdigt i en tid, hvor mange klubber holder på pengene.
Med det prisskilt er han klubbens dyreste indkøb i historien til dato – med længder. Nummer to på listen er indkøbet af Gonzalo Higuain tilbage i sæsonen 2013/2014, hvor man betalte 39 millioner euro for argentineren.
Samtidig betyder transfersummen, at han er den dyrest handlede, afrikanske fodboldspiller i historien til dato.
Victor Osimhens løn i Napoli
Derudover har præsident Aurelio De Laurentiis også været åbenmundet om over for radiostationen Radio Kiss om hvor meget nyindkøbet får i løn. De Laurentiis har forklaret, at lønnen ligger på mellem 4 og 4,5 millioner euro, svarende til mellem 29,7 og 33,5 millioner kroner per sæson – alt efter præstationerne.
Napoli indtager i øjeblikket syvendepladsen i Serie A.