Evian kunne mandag aften meddele, at de har købt Rosenborgs danske angriber, Nicki Bille Nielsen. Danskeren har fået en treårig aftale med klubben.
Nicki Bille Nielsen har haft nogle mindre gode aktioner udenfor banen hos Rosenborg. Men nu kan danskeren viske tavlen helt ren.
I dag har han nemlig skrevet under på en treårig kontrakt med den franske klub, Evian.
I Evian bliver han blandt andre holdkammerat med danskerne Jesper Hansen, Jesper Juelsgård og Daniel Wass.
“Jeg er meget glad. Det er en mulighed for mig at komme hertil. Jeg talte om det med Daniel Wass og de andre danskere, og vi var enige om, at jeg og Evian er som skabt for hinanden,” fortæller Bille til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Det er en ny start for mig. Jeg tror, at det er det perfekte sted for mig at spille fodbold og nyde familie-livet. jeg vil give alt på banen for mine holdkammerater og klubben. Jeg ser virkelig frem til at begynde.”
26-årige Nicki Bille nåede at score 24 mål i sine 50 kampe for Rosenborg.